Dorte Moritz Jensen, supply chain manager, Bramidan A/S:
“Vi udvikler og producerer maskiner til komprimering af pap, plast og andet genanvendeligt affald. Vi har brugt TAMU som leverandør i mange år. Det er TAMU-elever, der står for produktion til os af drejehåndtag, beslag og stativer til plastsække. Eleverne udfører et reelt stykke arbejde, og vi får nogle gode produkter leveret til tiden i den rette kvalitet til den rigtige pris. På den måde er TAMU en leverandør på lige fod med vores øvrige leverandører. Når det er sagt, så passer TAMU godt til vores bestræbelser på at tage et socialt ansvar. Vi tager også udsatte unge i praktik og har folk ansat i fleksjob. Så det giver god mening for os at samarbejde med TAMU. Vi vil gerne støtte den sociale agenda. Dertil kommer, at vi har et fornuftigt samarbejde med de kontaktpersoner, som vi har hos TAMU. Hvis der er et problem med en leverance, tager de det dybt seriøst.
Vi er ikke kunde hos TAMU, fordi de laver velgørenhed, men hvis der var to leverandører, der stod lige målt på kvalitet, pris og leveringssikkerhed, ville TAMU have et fortrin. Og det ville de have, fordi vi selv fokuserer på bæredygtighed og socialt ansvar.”