Af Peter Staun Kastholm, direktør, TAMU
Ind imellem hører jeg det synspunkt, at der er en gruppe unge, som det ikke kan betale sig at gøre mere for. Argumenterne er typisk, at disse unge har fået den ene chance efter den anden i form af jobmuligheder eller uddannelsestilbud, at disse chancer er blevet forpasset, og at samfundets forpligtelser dermed er ophørt.
Hos TAMU er vi lodret uenige. Alle unge bør have en chance. Alle rummer et potentiale, uanset hvor mange bump de har oplevet i løbet af deres opvækst. Alle unge kan hjælpes til at opnå en selvrespekt, som de måske aldrig har haft før. Alle unge kan løftes dertil, hvor de selv vælger en anden vej med job og selvforsørgelse.
På Kommunernes Landsforenings Jobcamp, som blev afholdt i sidste uge, var der premiere på en lille film med titlen ”Fra kanten til fællesskabet”. Filmen handler om tre unge, der netop har valgt en ny vej i deres respektive tilværelser. To af de tre – Diana og Sammi – har tidligere været TAMU-elever, mens den tredje – Nicolai – er en af vores nuværende elever. I min optik er Diana, Sammi og Nicolai stjerner, både på filmen og i det hele taget. For det kan godt være, at vi hos TAMU skaber rammer for, at man som ung kan udvikle sig fagligt og personligt, men det store arbejde er det, som vores elever selv leverer. Diana, Sammi og Nicolai har trods livsbaner fyldt med problemer formået at løfte sig, og det har jeg den allerstørste respekt for.
På Jobcamp sagde beskæftigelsesminister Ane Halsboe-Jørgensen i en tale til de over 1.000 deltagere, at 43.000 unge hverken er i arbejde eller i gang med en uddannelse. ”Hvis der var noget, jeg kunne ønske mig, så var det, at det tal bliver lavere,” sagde beskæftigelsesministeren, og hun betonede, at vi skal se potentialet i alle mennesker. Jeg er helt enig med Ane Halsboe-Jørgensen, og hos TAMU er vi klar til at gøre endnu mere for at hjælpe endnu flere unge videre.
Det er et problem i sig selv, at der i Danmark er 43.000 unge, som hverken er i arbejde eller under uddannelse. Derfor er det positivt, at der politisk er fokus på at gøre en indsats for at hjælpe udsatte unge ind på arbejdsmarkedet eller i gang med en uddannelse. Men samtidig er der en lige så stor gruppe 25-35-årige, som risikerer at blive overset. Problemet er størst for dem, der er fyldt 30, for når man først har rundet de 30 år, har man ikke adgang til de tilbud, som samfundet stiller til rådighed for de unge. Det betyder, at der blandt de 30-35-årige er en gruppe mennesker, som sidder i en fastlåst situation og ikke kan komme videre fra et liv med kriminalitet og misbrug. Dem skal vi også se potentialet i. De har også fortjent en ny chance.
Du kan se filmen om Diana, Sammi og Nicolai nedenfor.
