Det siger tidligere elever

Hør om Ibrahims vej fra radikal til caféejer:

 

Læs også Richards vej fra kriminalitet til familiefar.

Richard

TAMU er den sidste uddannelsesmulighed for tilpasningsvanskelige unge, som falder helt igennem uddannelsessystemet pga. kriminalitet og misbrug. Den 26 årige Richard Przybylski er en af de mange TAMU-elever, som på trods af en kriminel fortid er kommet videre i job.

”Jeg er født ind i en kriminel familie og har tilbragt mange år i fængsel. Jeg kunne sagtens have fortsat min kriminelle løbebane, men lige siden jeg var teenager, har jeg altid drømt om at komme på den anden side af samfundet. ”

Med en kriminel fortid og utallige nederlag i bagagen var det uklart, hvorledes denne drøm kunne realiseres. Heldigvis havde Richard en bror, som allerede havde gået på TAMU. Det blev Richards adgangsbillet.

”TAMU var min eneste mulighed for at nå min drøm. Dengang jeg kom på TAMU havde jeg stadig det med, som jeg havde lært i min barndom. Men det fik TAMU vendt op og ned på. Her lærte jeg at komme til tiden og tage ansvar for mit arbejde. Altså de grundlæggende principper, som du skal bruge for kunne klare dig på arbejdsmarkedet. ”

Her et år efter TAMU er Richard kommet på den rigtige side af samfundet og er begyndt i mesterlære.